Så er sidste hele dag i München overstået, og turen lakker dermed mod enden. Det har været en fin dag, hvor jeg heldigvis nåede at se alt jeg ville, før regnen rigtig begyndte. Inden da havde jeg kun haft paraplyen fremme i et par korte omgange, hvor det dryppede let. Rart når vejrguderne viser sig fra deres milde side…
Jeg havde jo gemt Münchens centrum til i dag, og heldigvis er alt i gåafstand, så det blev en tiltrængt transportfri dag. Jeg startede ved middelalderporten Karlstor, som ligger tæt ved hotellet, og hvor gågaden Neuhauser Strasse begynder. Udover mange butikker og spisesteder ligger der også mange seværdigheder langs gågaden. Kulminationen er selvfølgelig Marienplatz med den kæmpe rådhusbygning og byens store kirker tæt på.
Før jeg kom derhen, havde jeg dog slået et smut forbi Viktualienmarkt, som er et større marked midt i byen med mange boder og spisesteder, hvilket jo altid er hyggeligt. Derefter fik jeg nogle gode udsigter over byen fra hhv. Peterskirche og rådhuset, som begge har tårne lidt under de 100 meter. Det var meget rart, det ikke regnede mens jeg stod deroppe…
Derefter var det tid til lidt frokost. Jeg slog et smut ind forbi den meget kendte Bierstube ved navn Hofbräuhaus, hvor det nok ikke kan blive meget mere autentisk, men jeg fortrak pga. lydniveauet og tog i stedet på Wirtshaus Ayingers, som ligger lige overfor. Her var roligt og hyggeligt, men stadig autentisk med kvindelige tjenere i lokale dragter med pufærmer osv. Maden var også god, som I kan se i billederne fra dagen.
Derefter gik turen til det store kongeslotskompleks Residenz, som har indhold nok til et par dage, men jeg nøjedes selvfølgelig med en afkortet tur. Slutteligt spadserede jeg ned ad Maximilianstrasse med alle de fine butikker, før jeg satte næsen hjemover, mens regnen begyndte at tage til.
Det er nu tid at sætte punktum for dette års sommertur, og det har heldigvis atter været en fin en af slagsen. Jeg har fået set næsten alt det, jeg satte mig for, og der har været mange gode oplevelser undervejs. Turen til området med slottet Neuschwanstein står dog nok tilbage som det ypperste på rejsen.
Jeg håber, I har nydt at følge med og se på mine billeder. Mange kærlige hilsner – tschüss!